torsdag den 11. december 2014

Brændte mandler i mikrobølgeovn

Brændte mandler
i mikrobølgeovn!!




Normalt er jeg ikke ret glad for at lave ret meget i mikrobølgeovnen, udover opvarmning af rester og når der skal laves havregrød om morgenen, men da jeg stødte på opskrifter på dette på FB, så tænkte jeg at det alligevel skulle forsøges.
Første gang fulgte jeg en opskrift jeg havde fundet på www.nogetiovnen.dk. Smagen var super, men desværre oplevede jeg at halvdelen af de brændte mandler var bløde, og det ødelagde lidt oplevelsen.

Jeg har derfor lavet lidt om i fremgangsmåden, således at man er sikker på at langt de fleste af de brændte mandler sidder lige i skabet. Vær opmærksom på at tidsangivelserne afhænger af hvor kraftig din mikrobølgeovn er. Hold derfor øje med det undervejs.

Ingredienser:
200 gram mandler
135 g rørsukker
1/2 dl vand
2 tsk. vaniljesukker
1½ tsk. kanel

Fremgangsmåde:
  1. Rør sukker, vaniljesukker og  kanel sammen i en ovnfast skål med høje kanter (Det vil bruse op under "kogning")
  2. Tilsæt vand til sukkerblandingen og rør det godt.
  3. Sæt det i mikrobølgeovnen i 2-3 minutter ved fuld styrke, indtil sukkerblandingen bruser godt op over det meste af overfladen.
  4. Rør godt i skålen (som er meget varm), således at konsistensen blevet ensartet, og tilsæt mandlerne. Rør kort i massen således at mandlerne bliver vendt i sukkermassen
  5. Sæt skålen tilbage i mikrobølgeovnen og lade den køre i 2-4 minutter, indtil sukkermassen bliver grumset. Hvis du er i tvivl så tag en lille smule sukkermasse og smør det tyndt ud på et bagepapir. Hvis det bliver sprødt når det er kølet af har de fået nok. Ellers så skal de have lidt længere.
  6. Når de er færdige spredes de ud på et bagepapir og skilles ad men en gaffel. Vent med at lægge dem i småkagedåsen/glasset indtil de er kølet helt af.
Læg mærke til at sukkeret er blevet grumset

Lige efter at de er kommet ud kan nogle af dem godt glimse
som om de kun var glaseret. Normalt vil de blive matte
når de køle af.





Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar