søndag den 5. januar 2014

Olieboller

Olieboller
Hollandsk jule/nytårs-donut


Til nytårsaften skulle vi have besøg af et vennepar og deres børn. De er ikke så vilde med kransekage og det er min kone heller ikke. Jeg fravalgte derfor den traditionelle danske servering til midnat, og valgte i stedet en hollandsk tradition, efter min mors opskrift.
Det er, kort fortalt, boller uden sukker, men med rosiner, sukat og æbler, som bliver friturestegt og drysset med flormelis inden servering. De er ret nemme at lave. Det man blot skal huske er at bollerne hæver ret meget i det sekund de rammer olien, så pas på med at tage for meget dej ad gangen.

Ingredienser:
  • 30 g gær
  • 5 dl lunken mælk
  • 5 g salt
  • 1 æg
  • 500 g hvedemel
  • Revet skal af ½ citron
  • 100 g korender, evt rosiner
  • 100 g rosiner
  • 50 g sukat
  • 1 æble, Belle de Boskoop, skrællet i tern

  • 1 liter rapsolie til friturestegning
  • flormelis til drysning bagefter

Opløs gæren i den lunkne mælk og tilsæt æg, hvedemel og de øvrige ingredienser.
Rør til en tynd dej.
Lad dejen hæve 1 time, tildækket med en rent viskestykke ved stuetemperatur.

Varm olien i en passende gryde, til ca. 150°C. (Hvis du ikke har et termometer, så put bagenden af en tændstik ned i olien. Hvis den syder, så er olien varm nok)
Dyp to spiseskeer i olien, form med dem ikke for store boller af dejen, og lad disse glide ned i olien  hvor de steger til de er lysebrune og gennemstegte (6–7 min.).
 
Hav ikke flere i gryden af gangen end de kan ligge i ét lag. Vend dem en gang imellem.
Læg dem til afdrypning på nogle lag køkkenrulle.

Drysses med flormelis når de er kølet lidt af.
Spises lunkne eller afkølede.

Kan fryses og efterfølgende lunes i mikrobølgeovn. (De er dog bedst nylavede, da de her er sprøde)

(Hvis ikke du har korender, kan du bruge rosiner i stedet for)


Det er denne mængde der bliver ud af 1 portion.

Friske boller, med en god blanding mellem surt og sødt, fra hhv
æblerne og sukat/rosinerne


Det er mit første indlæg efter jeg er flyttet i nyt hus.
Køkkenet er fantastisk. Læg mærke til skærmen til højre på billedet.
Det er en Acer Tablet (ja tablet), med Android styresystem, og touch skærm.
Det er datteren som har spillet Angry Birds mens jeg stegte boller.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar