fredag den 2. marts 2012

Rugbrød

Rugbrød uden hvedemel
med surdej



Da min søn er blevet konstateret allergisk overfor bl.a. æg mælk og hvede, kan vi ikke længere købe rugbrød i butikkerne, og da bageren tager 60 kr for et brød, valgte jeg at bage selv. Mit første råd til at jer der vil forsøge selv at bage rugbrød er: Lav en tidsplan, da der er rigtig mange gange hvor surdej, fordej og grunddejen skal hæve i alt fra 2 timer til 4 dage. Hvis man starter på det forkerte tidspunkt, ender man med at skulle sætte brødet i ovnen kl 1 om natten eller lignende. Alt i alt tager et rugbrød inkl surdej 3-6 dage at lave. Hvis man har surdejen kan man klare det på ca 18 timer.

For at kunne bage et rugbrød, skal du have en surdej. Det nemmeste er at få dette var en som allerede bager rugbrød. Hvis du ikke lige kender en, så kan du selv lave den. Det tager 1-4 dage (ja dage...) at lave. Dem der tager kortest er lavet med gær, mens dem som tager længere tid er lavet med øl. Jeg brugte selv den med gær, da jeg ikke ville lave brød med øl til min søn.

Surdej med gær:
10 g gær
1 dl vand
50 g rugmel

Rør tingene sammen og lad det stå tildækket et lunt sted i ca 1 døgn


Surdej med øl:
Dag 1
50 g rugmel
½ dl vand
½ dl øl
1 knsp salt
1 tsk honning

Rør alle ingredienser sammen i en skål og læg husholdningsfilm over.
Prik et par huller i filmen og lad den stå lunt i 2 dage. Rør i den et par gange om dagen.

Dag 3
30 g rugmel
½ dl vand

Rør rugmel og vand i dejen og overdæk den igen. Den skal stå i yderligere 2 dage, til den er begyndt at hæve og boble.

Rugbrød uden hvedemel og kerner:
Ingredienser:
Surdej
1 liter vand
1 spsk salt
ca 1,5 kg rugmel


Lun vandet og rør surdej og halvdelen af melet i. Drys lidt mel over og dæk dejen med et viskestykke. Stil dejen lunt i 12 timer. Hvis du skal bruge en surdej til en anden gang skal du tage 1 dl fra nu og stille det i køleskabet i en overdækket skål.
Tilsæt salt og resten af melet. Ælt dejen smidig, den skal være ret fast.
Dæk dejen med viskestykket igen og lad den hæve 2 timer.
Hæld dejen ud på bordet og ælt den grundigt igennem.
Del dejen i  2 og rul disse til helt glatte brød uden revner. Det er svært ikke at få revner, men det er vigtigt at man undgår revner, da disse bliver til "krater" når brødet har været i ovnen og det gør at brødet hurtigere bliver tørt.
Læg brødene i forme eller læg dem på bagepapir og lad dæk dem med viskestykket. Lad dem hæve i 1-2 timer
Pensl brødene med vand og bag dem i ovnen ved 180 °C i 75min til 90min.
Tag brødene ud af ovnen og lad dem køle af på en rist. Hvis du vil undgå at skorperne bliver for hårde kan du pakke brødet ind i et fugtigt viskestykke til det er helt koldt.


Revnen på brødet var næsten ikke eksisterende da jeg
satte brødet i ovnen.







Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar